– om at opdage, at min historie om mig selv bare var tanker.
Når tanker holder os tilbage – og styrer mere, end vi tror
Drømmen om – og lysten til – at skrive og starte en blog har jeg haft i mange år. Rigtig mange år.
Faktisk i omkring 15 år. Den opstod dengang, hvor blogging var “det nye” på internettet.
Det ved jeg, fordi Julie Lahmes Blogbogen udkom i 2013, og den fik jeg i gave af en veninde, så jeg “kunne komme i gang”.
Men jeg kom aldrig i gang.
For hvad skulle jeg egentlig skrive om?
Og hvad ville andre tænke om mig, hvis jeg begyndte at skrive på nettet?
Hvad hvis jeg skrev noget, som folk syntes var latterligt – eller banalt?
Hvad hvis jeg skrev noget, som ikke var “sandt” i deres øjne?
Og så var der tanken om, at jeg jo heller ikke var særlig god til grammatik.
Der var også den mere snigende tanke om, at jeg egentlig ikke rigtig vidste noget særligt om noget.
Så hvorfor skulle andre have lyst til at læse med hos mig?
Hver gang jeg prøvede at skrive, blev de ord, jeg havde lyst til at dele, stoppet af netop den slags tanker.
Jeg standsede mig selv – af frygt for andres vurdering og for at fejle.
Til sidst gav jeg op, og min indre fortælling blev, at jeg led af imposter-syndrom, og at det nok altid ville holde mig tilbage fra ting som at starte en blog eller holde et foredrag.
Imposter-syndrom: Når sindet forsøger at beskytte os
Det snedige ved imposter-syndrom er, at de tanker, det afføder, ofte lyder fornuftige.
Næsten omsorgsfulde.
Som om sindet bare vil beskytte én mod at dumme sig, blive afvist eller ikke slå til.
Og det er faktisk præcis det, der sker for mange af os, når vi begynder at bevæge os uden for vores komfortzone.
Så træder sindet/egoet/frygten – kært barn, mange navne – frem som en slags overbeskyttende sikkerhedsvagt.
Dens opgave er at holde os i sikkerhed.
Og den kender kun én måde at gøre det på, nemlig ved at få os til at blive, hvor vi er. I komfortzonen.
Der, hvor alt er kendt, forudsigeligt og “ufarligt”.
Når vi bevæger os mod noget nyt – at stille os frem, skabe, skrive, tage plads, leve mere ærligt – så registrerer vores indre vagt det som en risiko.
Ikke fordi det nødvendigvis er farligt.
Men fordi det er ukendt.
Så den råber advarsler:
“Hvad nu hvis du fejler?”
“Hvad nu hvis de dømmer dig?”
“Hvad nu hvis du ikke er god nok?”
Intentionen er god – men det er misforstået godhed.
For selvom intentionen er at beskytte os, så holder den os også fast i et liv, der langsomt bliver for snævert.
Vi har som mennesker brug for at bevæge os. For at kunne trives må vi indimellem ud i udviklingszonen. Vi har brug for at udvikle os.
Når vi bliver for længe i komfortzonen, begynder noget i os langsomt at mistrives – også selvom alt ser “fint” ud udefra.
Det er en indre kamp, som nogle af os oplever ekstra intenst, når noget er på spil. En indre kamp, som desværre også bremser rigtig mange af os i at gøre nogle af de ting, vi drømmer om at gøre.
Men sådan behøver det ikke at blive ved med at være – første skridt er at blive bevidst om, hvad det er, der sker.
Næste skridt er at give slip på kontrollen, for det kan ikke kontrolleres …
Når kampen mod tankerne bliver det egentlige problem
Som så mange andre forsøgte jeg at tænke mig ud af min frygt.
Jeg brugte meget energi på at forstå, analysere og arbejde med mig selv.
Jeg læste bøger. Mange bøger. Om imposter-syndrom, selvværd og selvudvikling.
Jeg satte mål for mig selv og forsøgte at udfordre mig selv.
Jeg prøvede at give slip på tankerne.
Jeg forsøgte at styrke mit selvværd ved at tænke positivt om mig selv.
Men jo mere jeg forsøgte at styre tankerne, jo mere fyldte de.
Det tog lang tid, før det gik op for mig, at problemet ikke var,
at jeg havde tvivlende tanker og bekymringer.
Problemet var, at jeg tog tankerne alvorligt.
Et nyt perspektiv på imposter-syndrom: Tanker er ikke sandheder
Når der bliver ro indeni, bliver det lettere at handle på sine drømme.
I starten troede jeg, at det kun var mig, der havde det sådan her – for alle andre havde jo “styr på det”.
Men jeg har lært, at rigtig mange mennesker lever med et sind, der aldrig rigtig er i ro, og hvor selvkritiske tanker og tvivl på egne evner fylder meget og holder dem tilbage fra at leve det liv, de i virkeligheden drømmer om at leve.
Som sagt gav jeg også først op. Jeg lod den indre imposter-stemme bestemme og accepterede min historie om, at jeg bare ikke var skabt til at “stille mig frem” og dele mine tanker.
Men jeg var stadig nysgerrig. Jeg læste stadig meget og videreuddannede mig.
Og da jeg som en del af uddannelsen til metakognitiv terapeut skulle gå i egenterapi, så jeg det som en mulighed for at udfordre imposter-syndromet endnu engang.
Jeg var så skeptisk, at jeg ikke forventede, det ville gøre nogen forskel, for jeg havde jo tidligere prøvet ALT …
Men jeg tænkte: “Lad os se, hvad det der metakognitive kan.”
Heldigvis.
For under terapien, og i takt med at jeg trænede de metakognitive teknikker, faldt noget på plads indeni.
Ikke som et quick fix – men som en aha-oplevelse.
Det gik pludselig op for mig, at imposter-syndromet ikke var en del af mig.
Det var “bare” tanker. Tanker, som jeg ikke behøvede at tage alvorligt længere.
Jeg lærte, at:
• alle mennesker har selvkritiske og tvivlende tanker
• tankerne ikke nødvendigvis siger noget sandt om mig
• jeg ikke behøver engagere mig i mine tanker
• og at ro opstår, når den indre kamp stopper
Imposter-syndromet forsvandt ikke fra den ene dag til den anden.
Men det mistede stille og roligt sin magt over mig.
Ikke fordi jeg blev mere selvsikker.
Men fordi jeg begyndte at give de kritiske og tvivlende tanker mindre opmærksomhed.
At skrive på trods af tvivl og imposter-tanker
Det var først, da jeg holdt op med at vente på, at tankerne skulle forsvinde,
at jeg langsomt begyndte at handle anderledes.
Jeg skriver nu – også når tvivlen er der.
Jeg deler nu – også når sindet nogle gange protesterer.
Jeg lytter mindre til fortællingen om, at jeg ikke er “klar nok” og “god nok” – og gør det alligevel.
Ro opstår ikke, når tankerne stopper.
Men når vi stopper med at lade dem styre vores handlinger.
Hvis du genkender dig selv i imposter-syndrom
Måske kender du også følelsen af at holde dig selv tilbage.
Ikke fordi du mangler evner eller drømme –
men fordi din indre sikkerhedsvagt hele tiden kommenterer, vurderer og advarer.
Måske kalder du det også imposter-syndrom?
Måske kalder du det bare usikkerhed?
Uanset navnet er du ikke forkert.
Dit sind forsøger bare at passe på dig.
Måske behøver løsningen ikke være at blive mere sikker –
men at give tvivlen mindre opmærksomhed.
Ro er ikke fravær af tanker – men fravær af kamp
Dette indlæg er ikke skrevet, fordi jeg har overvundet alt.
Men fordi jeg har lært at forholde mig anderledes til min indre sikkerhedsvagt.
Og hvis der er én ting, jeg gerne vil give videre, så er det dette:
Du behøver ikke vente med at leve, skabe eller dele,
til tankerne er blevet mere venlige.
Ro kan godt eksistere side om side med tvivl.
Når du stopper kampen.
Og det er netop det, jeg øver mig i nu.
Ikke at skrive for at bevise noget.
Ikke for at blive vurderet rigtigt.
Nu skriver jeg for min egen skyld

